< Tilbage 08-11-2024 - 09:46

Byggetilladelsen er endelig i hus!

Nu skete det! Efter 11 år og to måneders ventetid er byggetilladelsen til Ny Blaakilde endelig på plads.

Dagen, hvor byggetilladelsen kom i hus, blev fejret med professor og arkitekt Jan Gehl (t.v.), byplanlægger Marianne Rønnow Markussen (midten) og bygherre Jørgen Bak Rasmussen (t.h.), der står med den helt friske byggetilladelse. 
Foto: Mediehuset Wiegaarden.

 

Hele 11 år og to måneder skulle der gå, før byggeprojektet Ny Blaakilde nu officielt er blevet godkendt af Mariager Fjord kommune og Nordjyllands Politi.
Byggetilladelsen er endelig kommet i hus den 5. november 2024!
Denne milepæl markerer begyndelsen på en spændende udviklingsfase for projektet, hvor vi går fra drøm til virkelighed om at skabe en landsby i byen med et nyt moderne boligområde i naturskønne omgivelser. 
 

Projektet, der har været planlagt i flere år, sigter mod at forvandle området ved Mariager Fjord til et attraktivt bosted efter Jan Gehls principper (livet mellem husene og lave byer for mennesker) med en blanding af boliger, grønne områder og fælles faciliteter. Salthallen er allerede igang som et moderne forsamlingshus og spillested.

Med byggetilladelsen på plads kan arbejdet med at realisere visionen for Ny Blaakilde endelig gå i gang.

 

Jan Gehl har udtalt, at det er en af Danmarks - ja måske endda Europas - bedste byggegrund, da den har skoven i ryggen, terræn i flere niveauer og ender helt nede ved Mariager Fjord. 
Fjorden og boligområdet bliver bundet sammen med direkte adgang og broer ud i vandet. 
 

"Det er en stor dag for alle involverede. Vi har arbejdet utrætteligt for at nå hertil, og vi ser frem til at påbegynde byggeriet og skabe en fantastisk ramme for fremtidige beboere," lyder det fra bygherre Jørgen Bak Rasmussen, som tilføjer: 

 

"Det var godt nok en hård omgang for mit iværksætter-gen at skulle vente så længe på tilladelsen, men nu kan vi endelig komme i gang. Og jeg har allerede investeret i en flot spade!"
 

Hold øje med vores hjemmeside for løbende opdateringer om projektets fremgang og kommende milepæle.

 

Se flere nyheder < Tilbage